Hindbærcupcakes med hvid chokolade

hindbærcupcakes, færdige, januar 2013

Vi har været på barselsvisit hos nogle af vores venner, som har fået den sødeste lille pige. Jeg er ekspert i at bruge alle anledninger til at bage, så jeg havde kreeret disse lyserøde hindbærsager til lejligheden. Selvom den lille dame endnu ikke kan spise den slags, og selvom jeg kom til at overpiske icingen, så tror jeg, at de faldt i god jord.

Opskrift på cupcakes med hindbær og hvid chokolade
12-14 cupcakes

125 gram blødt smør
200 gram sukker
2 æg
½ vaniljestang
1,5 dl mælk
1,5 tsk. bagepulver
Lidt salt
275 gram mel
175 gram hindbær (optåede frosne er fine)
100 gram hvid chokolade hakket groft
12-14 muffinforme af silikone eller papir (eller begge dele)
Diverse former for pynt – sukkerkugler, krymmel, sukkerdyr osv.

Rør sukker, smør og vanilje blødt og tilsæt så æggene et ad gangen med grundig omrøring efter hvert æg. Kom mælken i dejen og sigt så bagepulver, et nip salt og mel i dejen, og rør det hurtigt sammen. Tilsæt til sidst hindbærrene og den hakkede hvide chokolade.

hindbærcupcakes, dej med hindbær, januar 2013

Rør dejen forsigtigt sammen og fordel den i formene – ca. trekvart op. Jeg bruger papirforme i mine silikoneforme, så risikerer man ikke, at dejen flyder ud.

hindbærcupcakes, i formene, januar 2013

Bag kagerne ved 175 grader i ca. 15 minutter, og lad dem derefter køle af. Imens de bliver kolde, kan man lave sin icing.

Icing

100 gram blødt smør
75 gram flødeost – helst ikke light
100-125 gram flormelis
1 spsk. hindbærstøv – kan købes online fx hos Mill&Mortar
Lidt rød frugtfarve

Rør smør, hindbærpulver og flormelis blødt og luftigt og tilsæt derefter flødeosten og frugtfarven, indtil farven er den ønskede nuance af lyserød. Hvis man gerne vil lave en flot icing, som kan sprøjtes ud i fantasifulde former, fremfor en lidt for flydende masse (sådan som min blev denne gang), så skal man ikke piske den for meget.

Fordel icingen på de kolde cupcakes og pynt med krymmel osv.

hindbærcupcakes, med pynt, januar 2013

hindbærcupcakes, færdige1, januar 2013

Opbevar kagerne på køl, hvis de ikke skal spises med det samme.

Udgivet i Sødt | Tagget | 2 kommentarer

Krydret morgengrød med valnød og granatæble

Morgengrød, færdig1, januar 2013

Nogle af jer har nok opdaget, at jeg er ret glad for morgenmad – det er altså bare dagens vigtigste måltid. På en kold og mørk vintermorgen, hvor det først bliver lyst, når man sidder på cyklen på vej til arbejde, er det dejligt at spise noget morgenmad, som er lidt mere spændende end havregryn med mælk.

Jeg laver tit krydret havregrød med frugt og nødder om morgenen – denne gang havde jeg et halv granatæble liggende, så jeg dryssede lidt granatæble hen over grøden. Det så virkeligt indbydende ud,og smagte intet mindre end himmelsk.

Krydret havregrød
Til én portion

1,5 dl havregryn
2 dl mælk
Et halv æble i tern
25 gram letknuste valnødder
En halv tsk. stødt kardemomme eller kanel
Et nip salt

Et kvart granatæble

Kom mælk, gryn, æble, krydderier og halvdelen af valnødderne i en gryde.

morgengrød, i gryden, januar 2013

 

Kog grøden, indtil den er, som man bedst selv kan lide den, og rør en lille smule salt i.

Anret grøden i en skål med resten af valnødderne og kernerne fra granatæblet og voila, morgengrød – den kan eventuelt spises med lidt mælk og honning over, men det er egentlig ikke nødvendigt, hvis man spørger mig.

Morgengrød, færdig2, januar 2013

 

 

Udgivet i Morgenmad | 1 kommentar

Saftig kylling i stegeso

Kylling i stegeso, færdig, januar 2013

Jeg fik en stegeso i fødselsdagsgave i oktober, og hvor er jeg altså glad for den. En stegeso er et virkelig brugbart køkkenredskab, og hvis du ikke allerede har en, så skynd dig ud, og anskaf dig en – eller gør som mig, og ønsk dig den i fødselsdagsgave.

Hvis man skal nævne en enkelt ulempe ved en stegeso, så er det, at det kræver en smule forberedelse at bruge den, da den skal stå i vand i en times tid, inden man kommer den i ovnen – det betyder til gengæld, at stegesoen tilfører fugt til de ingredienser, man kommer i den under hele tilberedningen. Det er meget nyttigt, når man for eksempel steger noget så relativt magert som en kylling, for så undgår man, at kødet bliver tørt – og hvis man vil have sprødt skind, så giver man bare kyllingen to minutter på grill til sidst.

Denne opskrift er mere en fremgangsmåde end en egentlig opskrift – men det er sådan her, jeg oftest tilbereder en kylling. Hvis man skulle få lyst til noget andet, så kan man fx varierer krydring eller grøntsagerne.

Kylling i stegeso

En kylling
2 porrer
2 gulerødder
Et helt hvidløg
En citron
Et par kviste frisk rosmarin
10-20 gram smør

Sørg for ,at kyllingen er ordentligt renset. Hvis man skylder den, så dup den tør bagefter. Løft forsigtigt skindet over brystet op, så der bliver et hulrum mellem skind og brystkødet, og kom lidt frisk rosmarin derind. Gnid så kyllingen med salt både inden i og uden på. Skær citronen i både, og kom bådene ind i kyllingen sammen med resten af rosmarinen. Fordel smørret på kyllingen.

Kylling i stegeso, klar kylling, januar 2013

Gør grøntsagerne klar, skær dem ud i store stykker og halver hvidløget.

Kylling i stegeso, grøntsager, januar 2013

Læg grøntsager og hvidløg i stegesoen, og læg kyllingen oven på.

Kylling i stegeso, i stegesoen, januar 2013

Læg låget på, og sæt stegesoen i ovnen, som skal være kold – eller risikerer man, at ens stegeso knækker. Sæt ovnen på 175 grader og steg kyllingen i ca. 1½ time. Giv eventuelt kyllingen to minutter under grillen, når den er færdig, så skinnet bliver sprødt.

Lad kyllingen hvile i 10 minutter og partér den.

Kylling i stegeso, færdig til udskæring, januar 2013

Udgivet i Aftensmad | Tagget | 2 kommentarer

Sprøde havregrynscookies med rosiner

cookies, færdige1, januar 2013

Da jeg boede i New Zealand havde vores udlejer en kogebog fra Colorado stående i reolen, og i denne kogebog fandt jeg den bedste cookieopskrift, jeg har prøvet – opskriften på oatmeal and raisin cookies. Jeg har tit bagt cookies og har næsten altid været småutilfreds med resultatet, for jeg har aldrig helt kunne ramme den der sprøde, seje og alligevel lidt bløde konsistens, men med opskriften fra The Colorado Cookbook i hånden lykkes det til perfektion hver gang.

Jeg har tilpasset målene, så de nogenlunde passer til danske måleenheder. Opskriften er egentlig til cookies med rosiner, men man kan fint udskifte rosinerne med fx chokolade, tilsætte andre krydderier eller komme nødder i dejen.

Havregrynscookies
40-60 afhængig af størrelsen

3 æg
125 gram rosiner
½ stang vanilje
225 gram blødt smør
220 gram brun farin
200 gram sukker
315 gram hvedemel
180 havregryn
1 tsk. kanel
1 tsk. salt
2 tsk. natron

Start med at piske æggene sammen med vaniljekornene. Kom rosinerne i æggene og lad det stå i en times tid – så tørrer rosinerne ikke ud under bagningen.

cookies, æg, januar 2013

Rør smør og de to slags sukker blødt, tilsæt rosin- og æggemassen, og rør så havregryn, salt, hvedemel, kanel og natron i dejen.

cookies, dej, januar 2012

Form runde kugler af dejen af en god spiseskefuld dej per kage. Sæt kuglerne ud på bageplader med god afstand imellem

cookies, dej på pladen, januar 2012

Bag småkagerne i 12-15 minutter ved 175 grader. Tag småkagerne ud af ovnen, lad dem køle af og spis dem – fx på klassisk amerikansk manér sammen med til et glas kold mælk.

cookies, færdige, januar 2013

Udgivet i Sødt | Tagget | 2 kommentarer

Knasende honningristet müsli

Hjemmelavet müsli, færdig, januar 2013

Hjemmelavet müsli, færdig morgenmad, januar 2013

Man siger jo, at morgenmaden er dagens vigtigste måltid, og personligt fungerer jeg også bedst, hvis jeg har fået en god morgenmad. I weekenden kan man rigtig kræse om morgenmåltidet, men på hverdage skal det helst gå stærk – men det er ikke ensbetydende med, at det behøver at være kedeligt.

Denne hjemmelavede müsli er rimelig sund, har ret højt fiberindhold og indeholder det gode fedt fra nødder og frø. Den smager super oven på en portion græsk yoghurt eller drysset over en portion havregryn, som bliver lidt frækkere med en god topping. Med sådan en morgenmad, så kommer man lettere igennem kolde og mørke januarmorgener.

Min opskrift er egentlig mest en fremgangsmåde, og man kan bruge andre gryn, nødder, frø og tørret frugt. Man kan for eksempel også tilsætte en håndfuld tørret æble skåret i mindre stykker eller lidt ristet kokos.

Opskrift på honningristet müsli

2 spsk honning
75 gram mandler
75 gram solsikkekerner
100 gram byggryn
100 gram havregryn
50 gram rosiner

Find din største pande frem og smelt 2 spsk honning på rimelig høj varme. Hak imens mandlerne groft og hæld dem på panden sammen med solsikkekernerne, når honningen er smeltet.

Hjemmelavet müsli, nødder på panden, januar 2013

Lad nødder og frø riste et par minutter i honningen under omrøring. Når mandlerne har fået lidt farve, så tilsæt grynene, og lad müslien stege videre, indtil den er gylden. Det går ret hurtigt, og det er vigtigt at røre i massen konstant, så den ikke brænder på.

Tag panden af varmen og tilsæt rosinerne. Hæld derefter müslien over på en bradepande beklædt med bagepapir, og lad müslien køle af.

Hjemmelavet müsli, færdig til afkøling, januar 2013

Når müslien er kold, så skal den røres igennem, så den brydes lidt op. Opbevar den i en lufttætbeholder og forsød så din morgenmad med et drys lækker knas.

Hjemmelavet müsli, færdig i glas1, januar 2013

Udgivet i Morgenmad | Skriv en kommentar

Fyldt svinemørbrad med svampe

svinemørbrad, færdig, december 2012Svinemørbrad er et dejligt stykke kød, når den stegt, så den stadig er blød og saftig. Mørbraden kan desværre også være en virkelig tør og trist omgang, hvis kødet er blevet stegt for længe. En måde at undgå, at kødet bliver tørt, er at fylde mørbraden og pakke den ind i lufttørret skinke eller bacon.

Jeg kan vældig godt lide kombinationen af svinekød, persille, svampe, hvidløg og seranoskinke og har lavet denne fyldte mørbrad flere gange, end jeg har tal på. Den smager dejligt serveret med ristede kartofler og en fyldig salat

Fyldt svinemørbrad

1 afspudset svinemørbrad fra en glad gris
150 gram svampe
En håndfuld frisk persille
2 fed hvidløg
8-10 skiver seranoskinke (eller bacon)

Rens og skær svampene i mindre stykker. Steg dem sammen med hvidløget i lidt olie, indtil det meste af væsken fra svampene er fordampet. Smag til med salt og peber, tilsæt persillen og giv det et minut mere på panden. Tag derefter svampeblandingen af varmen og hav den groft.

svinemørbrad, fyld, december 2012

Puds mørbraden af, hvis det ikke allerede er gjort, og skær et langt snit hele vejen ned af mørbraden, så den kan fyldes. Kom svampefyldet ned i fordybningen i kødet.

svinemørbrad, fyldt, december 2012 Rul seranoskinken stramt omkring den fyldte mørbrad, så den holder fyldet på plads.

svinemørbrad, indpakket, december 2012

Steg kødet i ovnen i ca. 30-35 minutter ved 190 grader. Lad kødet hvile i 10 minutter, og skær det i tykke skiver forsigtigt, så skinken ikke bliver ødelagt. Anret på et fad og server.

svinemørbrad, færdig udskåret, december 2012

Udgivet i Aftensmad | Tagget | 3 kommentarer

Pandekager med havregryn og æble

havregrynspandekager, færdig på tallerken, december 2012

havregrynspandekager, færdig morgenbord1, december 2012

Jeg passer mine forældres hus og hunde og hygger om min lillesøster, mens mine forældre er i London mellem jul og nytår. I går morgens syntes jeg, at jeg skulle forkæle min søster og min kæreste med pandekager til morgenmad, så jeg gik i køkkenet. Mine forældres køkken bød dog ikke på de samme ting, som mit eget ville gøre – fx var der ikke bagepulver – så jeg måtte eksperimentere lidt, men jeg synes, at de resultatet blev rigtigt godt.

Efter julens strabasser og overspisning var målet at lave nogle tilnærmelsesvis sunde pandekager, så de blev lavet med havregryn, æble og skummemælk. En klassisk smagskombination ville have være æble/kanel, men på nuværende tidspunkt er jeg temmelig træt af kanel, så de blev krydret med kardemomme i stedet, og det smagte dejligt.

Æble- og havregrynspandekager
8 pandekager

2 dl havregryn
3 dl mælk
2 små eller et stort æble
2 dl hvedemel
3 sammenpiskede æg
½ tsk salt
1 tsk vaniljesukker
1 tsk kardemomme
1½ tsk. natron
2 tsk. sukker
Smør til stegning

Kog gryn og mælk til havregrød

havregrynspandekager, grød, december 2012

Riv æblerne groft på et rivejern

havregrynspandekager, æbler, december 2012

Bland alle de tørre ingredienser, og tilsæt så den let afkølede grød, de revne æbler og de sammenpiskede æg. Rør hurtigt sammen til en tyktflydende pandekagedej.

havregrynspandekager, dej, december 2012

Steg pandekagerne i smør ved middelhøj varme. Giv pandekagerne 2-3 minutter på hver side, til de er gyldne og færdigbagte.

havregrynspandekager, dej på panden, december 2012

Server med det samme med ahornsirup og grofthakkede mandler – alternativt med frisk frugt, syltetøj eller nutella – omend det så bliver knapt så sundt.

havregrynspandekager, færdig i stak, december 2012

Udgivet i Morgenmad, Sødt | Skriv en kommentar